I husindgangens overligger kan man udover garverlaugets symbol og årstallet 1783 læse bogstaverne G og K, som står for Gabriel Köbele. Forskellen mellem den skrevne tradition og husindskriften kan forklares ved, at renoveringen af ​​bygningen varede fra 1783 til 1784.

Personoplysningerne svarer til indførslerne i Alpirsbachs kirkebøger, som overlærer Georg Albrecht (1881-1964) på ​​eksemplarisk vis vurderede.

Lad os starte med slagteren Sigmund Leibiger (født 1713). I 1746 giftede han sig med Maria Margareta, en datter af skrædderlaugsmester Johann Friedrich Wörner. Der blev født ti børn i deres ægteskab, hvoraf sønnerne Georg Jakob boede i Frankfurt og Gottlieb Heinrich slog sig ned i Brabant.

Leibiger havde været der siden begyndelsen af ​​det 18. århundrede. Den spirende Wittich og Reinerzau minedrift efter sølv og kobolt fra de "udtømte" miner i Sachsen (Erzgebirge) og Thüringen (Harz) blev tiltrukket og fundet passende brug som dokumenterede eksperter. Det mest kendte eksempel er Leibiger.

Sigmunds far var Konrad Leibiger (1695-1744), senior ved "Güte Gottes" i Wittichen, hans mor var en datter af tømreren Friedrich Maser. "Han var kun 21 år gammel, da han giftede sig, født i Neuenstadt, nu Neustädtel, nær Schneeberg, hvor hans far, Alexander Leibiger, var en naturaliseret borger, senere i Eckershausen, Fyrstendømmet Eisenach. Neustädtel og Schneeberg er små byer, der er vokset ud af minedrift og nu er vokset sammen. Hovedminerne dér leverede kobolt og sølv, ligesom Alpirsbach, Reinerzau og Wittichen. De er meget tæt på Aue, den nu berømte eller berygtede mine for uranmalm.” (Georg Albrecht). De fleste af Konrads tolv børn døde små; kun Sigmund og Karl Friedrich (som bagere) var i stand til at stifte familie.

Christoph Friedrich Leibiger (1749-1794), Sigmunds ældste søn, var blevet sadelmager og oprettede et sadelmagerværksted i tråd med sit erhverv. Der må have været købere nok til hans produkter, da der på det tidspunkt stadig var heste og køer nok i Alpirsbach og dets (kloster)kontorer.

Han fik seks børn med sin kone Elisabeth Barbara, en datter af målmanden Johann Christoph Schneider. Kontoret som klostermålmand har eksisteret siden anden halvdel af det 16. århundrede. vidnede. I 1619 døde "Torhans" Hans Schwenk, der arbejdede på klosterkontoret i over 40 år. Dens andre funktioner end at åbne og lukke de to porte (øverste mellem Oberamtei og Schalander, nederst på det tidligere hospital) kendes ikke. Han var søn af klosterbødkeren Johann Friedrich Schneider (1722-1765).

Hans far Johann Schneider (1684-1771) havde allerede været klosterbødker. Som en påmindelse: vinmosten fra Breisgau blev lavet i Alpirsbach. Det, der blev tilbage ud over lønvinen til embedsmænd og præster, blev solgt.

Familien Köbele / Köbelin har været attesteret i Alpirsbach siden 1701. På det tidspunkt giftede den røde garver Gabriel Köbele (1666-1735) sig med bagerdatteren Sabina Barbara Hetzel, der døde samme år som 22-årig.

Det andet ægteskab med Jakobina Mick, der formentlig er født i Nordweil / Breisgau, gav blandt andet sønnen Matthias Köbele, der som rødgarver også var klatrer ved Eberhard- og Unverhofft Glück-minerne og senest fungerede som en officiel budbringer. Født i 1707 giftede han sig i 1735 med Sophia Elisabeth, en datter af Fürstenberg-bjergmesteren Daniel Zobel fra Wittichen.

En bror til Matthias K. var Georg Jakob Köbele (1717-1777), ligeledes rødgarver og hofslægtning (= kommunalråd). I sit ægteskab med strømpevæverdatteren Agnes Margareta Stortz (1721-1789) blev hans søn Gabriel Köbele født i 1758, som døde ugift i 1784 og ikke længere kunne nyde godt af renoveringen. Hans bror Andreas overtog derefter ejendommen (se nedenfor).

Naboerne til de to Köbeles var Hannß Jerg Faßnacht, Andreas Köbele og Ludwig Weitbrecht. Johann Georg Faßnacht (1749-1789) var en hvid garver. Hans far kom fra Reutlingen. Selv fik han tolv børn med Alpirsbach-smedens datter Christina Maria Adrion (1753-1818), hvoraf de fleste fandt deres indtægter udenfor, såsom sønnerne Johann Christian og Gottlieb i Schweiz.